Vi er ikke en stor virksomhed, men har alligevel hvert år støttet forskellige velgørende formål.
Igennem tiderne har vi støttet Red Barnet, Danske Hospitalsklovne, Alzheimerforeningen og flere andre mindre sager.
I år har vi dog valgt at gøre det lidt anderledes og samtidigt lade det komme dig til gode som kunde.
Vi støtter lokalt – med din hjælp
Vi har valgt at vi i år vil støtte et, for os, mere lokalt projekt, nemlig Nordjysk Fødevareoverskud (NOFO). Det er netop denne organisation vi har valgt, da de gør et kæmpe, kæmpe stykke arbejde for alle de danskere der bliver tabt af systemet herhjemme og lever under fattigdomsgrænsen.
Dette gør de på en genial måde, for de hjælper fødevarevirksomheder med at nedsætte madspild og så deler de i stedet overskudsmaden ud til samfundets allermest udsatte. De er med andre ord 2 fluer med et smæk, og så endda udført under bæredygtige forhold.
For at sætte lidt tal på deres arbejde (som udføres primært af frivillige krafter):
- I 2017 blev der indsamlet 231 ton overskudsmad (70 ton grøntsager, 39 ton mejeriprodukter, 39 ton frugt og 32 ton brød) – produkter der ellers var blevet smidt ud
- 165 ton af den indsamlede mad blev udleveret direkte til familier med behov, andet blev leveret til herberger, flygtningelejre, sociale arrangementer mm – kun 5 ton endte som affald.
- Der er i gennemsnit 150 familier der kommer forbi hver uge og afhenter mad fra udleveringsstedet i Aalborg Øst (og tallet er stigende desværre)
- Mere end 35 ton mad er allerede indsamlet i 2018 – størstedelen udleveret direkte til familier i nød.
- Foreningen har udgifter på knapt en milion hvert år (primært til leje af lager/kølerum og drift af indsamlingsvogn). Dette dækkes primært af fonde, smådonationer og medlemskaber
Det er netop med det sidste punkt at din hjælp kommer ind.
Bliv NO-FO Medlem og vi giver 15% resten af året
I Danmark har vi et kæmpe bureaukartisk system som bl.a. gør at forskellige fordele bliver udløst til foreninger ud fra deres antal af betalende medlemmer. Dette påvirker bl.a. også Nordjysk Fødevareoverskud, da de som forening selvfølgelig også gerne vil have adgang til disse fordele.
En af fordelene er bl.a. at hvis foreningen får 200 medlemmer der betaler, ja så kan virksomheder give dem donationer skattefrit. Det betyder, at det for foreningen, bliver lettere at få donationer ind til at dække deres udgifter.
Vi vil gerne hjælpe foreningen med at skaffe medlemmer, og derfor tilbyder vi alle NO-FO medlemmer en rabatkode der giver 15% rabat i vores webshop resten af året.
Alt du skal gøre for at få din egen private rabatkode er, at du tilmelder dig som medlem af Nordjysk Fødevareoverskud – Det koster 200kr for hele 2018 og kan betales via f.eks. mobilePay.
Medlemskabet er et såkaldt støtte-medlemskab og kører kalenderåret ud (ligesom rabatten). Der er ikke krav om deltagelse eller andet – selv om du selvfølgelig også er meget velkommen til at blive frivillig for foreningen.
Send os dokumentation for at du har tilmeldt dig og betalt (f.eks. screenshot af mobilePay betaling eller kopi af velkomst email fra NO-FO), og så sender vi dig en rabat kode der giver 15% rabat i webshoppen resten af året. Du kan sende det på email support@meatlover.dk.
Vi håber du har lyst til at større en god sag og dermed få en rabat samtidigt.
Det med småt
Den udleverede rabatkode er personlig og må kun bruges af dig. Den kan ikke bruges sammen med andre rabatkoder. Opdager vi snyd med koden, så lukker vi øjeblikkeligt for koden.
Vi er jævnligt i kontakt med Nordjysk Fødevareoverskud, så vi kan let verificere om du har tilmeldt dig eller ej.
Medlemskabet af Nordjysk Fødevareoverskud er for kalenderåret 2018 og fornyes ikke automatisk. Vi håber selvfølgelig i vil støtte med et medlemskab igen næste år. Giver vi så rabat igen der? hvem ved – Vi må se!
Skriv et svar